Det daglige brød

Bløde boller plus

Fødselsdagsboller, kerneboller, sødmælksfranskbrød, kanelsnegle, fastelavnsboller, osv

Denne dej kan du bruge til mange forskellige ting. Vælg grundopskriften eller en af variationerne. Af grundopskriften kan der blive 2 franskbrød eller 12-14 boller.



Variationer

 

•    KERNEBOLLER: Ælt dejen helt færdig, tilsæt 50g solsikkekerner, 50g chiafrø og 25g sesamfrø eller hvad du har af rester i skabet, eller ca.125g færdig frø-blanding. Sæt dejen i køleskab natten over i en stor skål. Næste morgen/formiddag/eftermiddag/aften kan du forme dejen til boller og pensle med vand, mælk eller æg og pynte med sesamfrø.
•    SØDMÆLKS FRANSKBRØD: Brug sødmælk i stedet for vand. Lad fordejen hæve på køkkenbordet, eller ælt hele dejen og lad hæve i køleskab. Lav 12-14 lækre hvedeboller, eller 2 sødmælksfranskbrød med birkes på toppen.
•    UDVIDET DEJ til 12-14 fødselsdagsboller, hveder, kanelsnegle, boller med chokolade eller cremefyld: Grunddejen (evt. med mælk), men udvid til 3 æg, 2 spsk. sukker, 15g salt og 100g smør. Tilsæt eller undlad kardemomme, kanel, ingefær.
•    JULEBOLLER: Brug den udvidede dej og tilsæt (til sidst inden hævning) revet appelsinskal, kardemomme og/eller kanel og/eller ingefær og 3-400g af en blanding af div. forskellige tørrede frugter og lignende efter smag: rosiner, dadler, abrikoser, tranebær, sukat, appelsinskal, chokolade, mandler, nødder, marcipan.
•    REMONCE: Til 12 kanelsnegle bruger jeg 150g smør, 175g sukker (melis, rørsukker, farin, muscovado-sukker) i den blanding du foretrækker og 1 spsk kanel.
•    CREMEFYLD: Opskriften jeg altid bruger kommer fra en gammel ”Kager fra Brugsen”: 2 æg, 2 spsk. sukker, 1 spsk. maizena, 2½ dl sødmælk. Alle ingredienserne piskes sammen mens cremen bringes op til kogepunktet for at tykne. Afkøles.
•    BRØD I FRYSEREN: Hvis du bager hveder eller krydderboller, som du vil riste søndag morgen eller store bededagsaften kan du skære dem over inden du fryser dem ned. Så kan de tages op af fryseren, og lægges direkte i ovnen eller på brødristeren.

 

 

 


Bland

Rør gæren ud i vandet og tilsæt hvedemelet. Sættes overdækket på køkkenbordet indtil næste dag.

10 g Gær
500 gram Vand

250g Hvedemel


Ælt

Tilsæt resten af ingredienserne undtagen smør. Ælt dejen helt færdig, og tilsæt så smørret lidt ad gangen indtil det er helt æltet ind i dejen. Dejen lægges i en skål og hæver til dobbelt størrelse.

600g Tipo 00

2 stk Æg
1 spsk. Sukker
2 tsk. Kardemomme
15 g Salt
50 g. Smør


Bag

Form dejen til 12-14 boller og efterhæv i et kvarter til en ½ times tid. Bag dem ved 200°C i ca. 15-20 min. (brød 25-35 min.)